PPE-DE kronologisk oversigt - 1971-1980

22. januar 1972
Undertegnelse af tiltrædelsesakten for Danmark, Irland og Det Forende Kongerige.

1972
Oprettelse af "Det Politiske Udvalg" for De Kristelig-Demokratiske Partier i Det Europæiske Fællesskab med det formål at forbedre samordningen af politik og samarbejde i Europa.

1. januar 1973
Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af Fællesskabet (den norske befolkning havde ved folkeafstemning udtalt sig imod tiltrædelsestraktaten).

Europa-Parlamentet omfatter nu 198 medlemmer, hvoraf kun 52 er kristelig-demokrater. Der dannes en ny politisk gruppe, Den Europæiske Konservative Gruppe, som består af britiske og danske medlemmer. De irske medlemmer fra Fine Gael tilslutter sig Den Kristelig-Demokratiske Gruppe.

1973
Ændring i ledelsen af EUCD: Kai-Uwe von HASSEL (CDU-D) vælges til formand og Arnaldo FORLANI (DC-I) til generalsekretær.

10.-11. december 1974
Topmøde i Paris. Topmøderne kaldes fra nu af møder i Det Europæiske Råd. Leo TINDEMANS, den belgiske kristelig-demokratiske premierminister, opfordres til at udarbejde en rapport om Den Europæiske Union inden udgangen af 1975. Hans rapport forelægges for Det Europæiske Råd i januar 1976.

1975
Oprettelse af en arbejdsgruppe om et "europæisk parti", der har til opgave at udarbejde et udkast til vedtægt for en europæisk partiunion. Wilfried MARTENS, formand for CVP (Belgien) og Hans-August LÜCKER, formand for Den Kristelige-Demokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet blev valgt til ordførere.

14. januar 1975
Europa-Parlamentet vedtager betænkning af Patijn om udkast til konvention om indførelse af almindelige direkte valg af medlemmerne til Europa-Parlamentet.

28. februar 1975
Undertegnelse af Lomé-konventionen med 46 udviklingslande i Afrika, Vestindien og Stillehavet.

5. juni 1975
En folkeafstemning i Det Forenede Kongerige fastslår et flertal på to tredjedele til fordel for en forbliven i Fællesskabet.

12. juni 1975
Ansøgning om tiltrædelse fra Grækenland.

10. juli 1975
Europa-Parlamentet vedtager betænkningen om Den Europæiske Union, som er udarbejdet af den belgiske kristelig-demokrat Alfred BERTRAND (formand for CD-Gruppen fra 1975 til 1977). Den udgør Parlamentets bidrag til Tindemans-rapporten. De vigtigste punkter er følgende:

det fremtidige Europa-Parlament bør råde over øgede budget- og kontrolbeføjelser og blive et virkeligt lovgivningsorgan i Fællesskabet (eller i det mindste have tilsvarende rettigheder);

det bør suppleres med et europæisk beslutningscenter, der udformes som en virkelig europæisk regering, som er uafhængig af de nationale regeringer og ansvarlig over for Unionens Parlament;

medlemsstaternes samarbejde i Unionens beslutningsproces bør sikres gennem et statskammer;

de forskellige institutioners beføjelser, såvel over for hinanden indbyrdes som over for medlemsstaterne, bør fastlægges klart og detaljeret.

Afstemningen på plenarmødet viser, at de kristelige demokrater og de konservative går stærkt ind for beslutningen, mens såvel Labour-tilhængerne fra socialisterne som de danske liberale afholder sig fra at stemme. Talsmanden for De Europæiske Fremskridtsdemokraters gaullistgruppe udtrykker sin enighed med forbehold, mens størstedelen af gruppens medlemmer ikke deltager i afstemningen. Kommunisterne stemmer imod.

22. juli 1975
Undertegnelse af den anden Traktat om ændring af visse budgetbestemmelser i traktaterne og om indførelse af en samrådsprocedure. Traktaten øger Europa-Parlamentets budgetbeføjelser og der oprettes en Revisionsret.

9. september 1975
Belgieren Alfred BERTRAND vælges til formand for Den Kristelig-Demokratiske Gruppe.

7. januar 1976
Den belgiske premierminister TINDEMANS forelægger sin betænkning om Den Europæiske Union.

26. januar 1976
Nedsættelse af et udvalg, som skal grundlægge UETDC (Den Europæiske Union af Kristelig-Demokratiske Arbejdstagere), som senere tilsluttes EUCD. Arbejdsprogrammet for UETDC koncentreres om følgende områder: arbejde og beskæftigelsespolitik, familiepolitik, opretholdelse af konkurrencen gennem begrænsning af og kontrol med de multinationale selskabers virksomhed og forbedring af arbejdsmiljøet.

16. februar 1976
Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand (Comecon) sender Rådet et udkast til aftale EØF/Comecon. Det drejer sig her om den første officielle anerkendelse af EØF fra Comecon-medlemsstaternes side. Forhandlingerne afbrydes efter den sovjetiske invasion i Afghanistan i 1980.

21. februar 1976
Vedtagelse af et manifest, der er udarbejdet af Den Europæiske Union af Kristelige Demokrater (EUCD) i Paris.

29. april 1976
Grundlæggelse af Det Europæiske Folkeparti i Bruxelles. Det omfatter 12 kristelig-demokratiske partier fra syv fællesskabslande, og dets vedtægter giver andre centrumpartier mulighed for at tilslutte sig, såfremt de går ind for de kristelig-demokratiske værdier. Der er her tale om et meget vigtigt element for de lande i Fællesskabet, som af historiske grunde ikke har et parti, der udtrykkeligt svarer til det kristelig-demokratiske.

De grundlæggende partier var følgende: CDU og CSU/Tyskland, PSC og CVP/Belgien, CDS/Frankrig, Fine Gael/Irland, DC/Italien, CSV/Luxembourg, KPV og CHU og ARP/Nederlandene.

8. juli 1976
Konstituerende møde i Det Europæiske Folkeparti i Luxembourg. Det Politiske Udvalg vedtog enstemmigt vedtægten for Det Europæiske Folkeparti.

"Følgende vedtægt, der er baseret på vor kristelig-demokratiske opfattelse af mennesket og samfundet og vort ønske om at fremme et samfund af frie personer og ansvarsbevidste borgere i Europa, der hver for sig tager fuld del i de samfundsmæssige, økonomiske og politiske strukturer i et pluralistisk samfund, et fællesskab, som er retfærdigt, fredeligt og forenet i dets adfærd over for alle folk i verden, vedtages herved" (uddrag fra PPE-vedtægtens præampel).

Leo TINDEMANS, den belgiske kristelig-demokratiske premierminister, vælges til formand.

12.-13. juli 1976
Det Europæiske Råd i Bruxelles vedtager konventionen om almindelige direkte valg af medlemmerne til Europa-Parlamentet og fastsætter antallet af de direkte valgte medlemmer til 410. Bestemmelserne om de første europæiske valg (for hvilke måldatoen fastsættes til 1978) fastlægges i Akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet.

Marts 1977
Valg af den kristelige demokrat Emilio COLOMBO, tidligere udenrigsminister og premierminister i Italien, til formand for Parlamentet.

28. marts 1977
Ansøgning om tiltrædelse fra Portugal.

5. maj 1977
Valg af tyskeren Egon KLEPSCH til formand for CD-Gruppen. Han udøver dette hverv indtil 1982 og genvælges i 1984. Fra 1992 til 1994 varetager han formandsposten i Europa-Parlamentet.

25. maj 1977
De tre kristelig-demokratiske partier i Nederlandene opstiller for første gang en fælles valgliste under betegnelsen "Christen Democratisch Appèl".

28. juli 1977
Ansøgning om tiltrædelse fra Spanien.

6. - 7. marts 1978
På den første kongres i Det Europæiske Folkeparti i Bruxelles vedtages et politisk program med titlen "Fælles om et Europa af frie borgere". Uddrag fra programmet: "Vi, Det Europæiske Folkeparti, går ind for et samlet Europa. Det er kristelig-demokratiske statsmænd som Robert SCHUMAN, Alcide De GASPERI og Konrad ADENAUER, der har lagt grundlaget for de hidtil opnåede resultater. I samme ånd er vi fuldt besluttede på at fortsætte og gennemføre dette historiske værk, som vil finde sit politiske slutresultat i en europæisk føderation, således som det blev foreslået af Robert SCHUMAN den 9. maj 1950".

14. marts 1978
Gruppen ændrer sit navn til "Den Kristelig-Demokratiske Gruppe (Det Europæiske Folkepartis Gruppe)".

22.-23. februar 1979
PPE's anden kongres i Bruxelles. Vedtagelse af et valgprogram og appel til alle europæiske borgere om at deltage konstruktivt i de europæiske valg.

13. marts 1979
Det Europæiske Monetære System (EMS) træder i kraft.

28. maj 1979
Undertegnelse i Athen af Grækenlands tiltrædelsestraktat. Den 1. januar 1981 bliver dette land den tiende medlemsstat.

7. - 10. juni 1979
Første europæiske valg. Den samlede valgdeltagelse er på 63,8% (111 mio. vælgere af i alt 180 mio.). De partier, der indgår i PPE, modtager 32,8 mio. stemmer (29,6%) og opnår 107 mandater. De socialistiske og socialdemokratiske partier får 29,5 mio. stemmer (26,6%) og 112 mandater.

PPE får næsten 3,3 mio. stemmer (2,9%) mere end socialisterne, selvom der ikke var PPE-kandidater i Danmark og i Det Forenede Kongerige.

9. juli 1979
Første møde i PPE-Gruppen i Europa-Parlamentet efter de almindelige direkte valg. Egon A. KLEPSCH genvælges til gruppeformand.

17. juli 1979
Gruppen ændrer navn til Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Den Kristelig-Demokratiske Gruppe).

17.-20. juli 1979
Konstituerende møde i det direkte valgte Europa-Parlament i Strasbourg. Med støtte fra PPE-Gruppen vælges Simone VEIL, fransk politiker og medlem af Den Liberale og Demokratiske Gruppe, til formand.

13. december 1979
Europa-Parlamentet forkaster fællesskabsbudgettet for 1980 med et flertal på 288 stemmer mod 64, mens 1 hverken stemmer for eller imod.

10. juli 1980
Nedsættelse af PPE-Gruppens Afrika-fond med henblik på at fremme udvekslingen af tanker mellem demokratisk orienterede sociale, politiske og kulturelle sammenslutninger i Afrika og i Europa samt udarbejde fælles samarbejdsprogrammer i overensstemmelse med Lomé-konventionen (artikel 3 i fondsvedtægterne).

1.-2. september 1980
PPE's tredje kongres i Køln: "De Kristelige Demokrater i 1980'erne". Erklæring: Beskyttelse af fred og frihed: fuldførelse af Europa.

"Det er vores opgave at udforme det europæiske ideal. Det er vores generation, der skal bekæmpe den økonomiske tilbagegang, give inspiration til de unge, forsvare menneskerettighederne og bevare levestandarden. Vi bør bestræbe os på at skabe håb og tillid i disse urolige tider og frigive kreative kræfter, som kan arbejde positivt i alles interesse". (Fra Leo TINDEMANS' tale som formand).

7. oktober 1980
Genvalg af Leo TINDEMANS til formand for PPE og Jean SEITLINGER til generalsekretær.

29. oktober 1980
Dom fra Domstolen i isoglucose-sagen, som anerkender Parlamentets ret til at indgive klager for at forsvare sine beføjelser, og som erklærer den forordning, der er vedtaget af Rådet uden udtalelse fra Parlamentet, for ugyldig..