Taler

Tale af hr. Anders Wijkman MEP (EPP-ED, Sverige)
i Europa-Parlamentet,
Onsdag, den 16. november 2005

Klimaændringer - At vinde kampen mod den globale klimaændring




Anders Wijkman (EPP-ED), ordfører. - (SV) Fru formand, hr. kommissær, jeg vil rette en særlig tak til fru Beckett, som er til stede her i dag. Klimaændringer er en af de mest alvorlige trusler, vi står over for. Jeg vil understrege, at det ikke længere kan ses som et miljøproblem. Et varmere klima er et mindre stabilt klima, og det indebærer en trussel mod stort set hver sektor i vores samfund, en trussel, som burde betegnes som en del af vores sikkerhedsproblematik. Det er en sikkerhedstrussel mod ikke blot EU og dets medlemsstater, men naturligvis også mod de mange fattige lande i troperne.

Samtidig med at jeg siger dette, vil jeg understrege, at det er vigtigt ikke at se klimaproblemet blot som et problem og en byrde. Hvis vi gør det rigtige, kan vi mindske risiciene for samfundet i fremtiden. Hvis vi gør det rigtige, kan vi også skabe muligheder for virksomheder og for teknologi på en række områder. Der findes en samarbejdsgruppe ved navn Climate Group i verden, hvori en række store virksomheder indgår, og som viser, at det på ganske kort tid kan lykkes både at mindske emissionen og tjene en masse penge. Jeg mener, at den nødvendige omstilling af energi- og transportsystemer i vores del af verden burde blive en vigtig løftestang i Lissabon-processen og burde kunne sætte fart på skabelsen af nye job og eksportmuligheder.

I Parlamentets betænkning stilles en række forslag til foranstaltninger for strategien efter 2012. Vi mener, at EU skal fortsætte med at spille en førende rolle i arbejdet med klimaændringer på internationalt niveau. Fru Beckett bekræftede lige før i sin tale, at dette synspunkt deles af Rådet. Vi er nødt til at gøre mere på kort sigt, så vi virkelig lever op til Kyoto-protokollens krav. Vi er dog i dag blot ansvarlige for en del af emissionen, ca. 14 %. Vi er altså nødt til at involvere andre aktører. Det er meget presserende, at vi på lang sigt involverer USA i et konstruktivt samarbejde. Vi skal opstille langsigtede mål. Vi kræver, eller ønsker os, reduktioner på 30 % i 2020 og 60-80 % i 2050. Dette er også et krav, som konstant kommer fra erhvervslivet, som siger, at der er brug for langsigtede spilleregler.

Udviklingslandenes situation er naturligvis utrolig vigtig. For dem er energi først og fremmest et spørgsmål om vækst og udvikling, men de skal ikke gentage vores fejl. Vi har brug for et strategisk partnerskab, ikke mindst med de store udviklingslande, for at stimulere til teknologispring og til investeringer i den bedst mulige teknologi. Det, som er blevet indført på dette område gennem Kommissionens aftale med Kina, er naturligvis meget konstruktivt, men det skal finde sted i højere udstrækning og blive meget, meget større. Tænk på, at Kina hver måned sætter to nye kulfyrede kraftværker i gang!

Vi skal investere mere i forskning og udvikling. Det er et faktum i dag, at regeringerne verden over investerer en mindre andel af BNP på energiforskning, end de gjorde for 30 år siden. Det er helt ubegribeligt for mig. Jeg sammenligner ofte dette med Apollo-projektet. Hvis amerikanerne på 10 år var i stand til at sætte et menneske på månen, burde vi med en massiv indsats på forsknings- og udviklingsområdet kunne gøre noget lignende, hvad angår et gennembrud for nye teknologier. For at blive politisk troværdige skal vi træffe kraftfulde foranstaltninger på nationalt plan. Vi skal stimulere til energisbesparelser, hvilket allerede er blevet understreget flere gange. Det indebærer f.eks., at byggedirektivet bør udvides og blive mere ambitiøst.

Transportområdet er et meget kritisk område. Vi hilser søfarten og flyindustrien velkommen i klimapolitikken. Vi anbefaler hurtige foranstaltninger for at effektivisere jernbanetransporten. Vi synes, at vi bør træffe de rigtige konklusioner af vanskelighederne ved at mindske emissionen i vejtrafikken. Vi har brug for og foreslår derfor ambitiøse og bindende regler for kuldioxidemission fra nye køretøjer. Vi skal hjælpe nye teknologier - og de findes - med at komme på markedet. Der er dog en række forhindringer. En af dem er naturligvis, at vi fortsat giver tilskud til konventionel teknologi, dvs. teknologi drevet af fossile brændstoffer. Vi skal udvide handelen med emissionsrettigheder, men vi skal naturligvis sørge for, at tildelingen ikke bliver lige så ambitiøs, som den var sidste år. I stedet skal vi skridt for skridt sænke loftet. Vi skal invitere de andre aktører til at deltage i denne proces, så vi i Europa ikke bliver det eneste marked.

Flertallet af de foranstaltninger, som foreslås i betænkningen, er rettet mod virksomheder og producenter. Vi synes også, at vi skal involvere borgerne mere aktivt. Alles livsstil påvirker udviklingen. Vi har en idé om på sigt at overveje en form for emissionshandel pr. menneske. Måske er dette ikke muligt at gennemføre i praksis, men et første skridt burde være at øge kendskabet til kulindholdet i alt, hvad vi køber, og i forbindelse med vores transporter.

Vi i Parlamentet og i de europæiske institutioner bør naturligvis praktisere, hvad vi prædiker. Vi bør f.eks. sørge for, at vores bygninger og vores transporter bruger så lidt kul som muligt. Der er meget at gøre på dette område. Til sidst vil jeg ønske både Kommissionen og Rådet held og lykke i Montreal. Sørg for, at EU kan fortsætte med at have en førende rolle og lede det internationale klimaarbejde mod positive resultater.