Taler

Tale af hr. Jean Spautz MEP (EPP-ED, Luxembourg)
i Europa-Parlamentet
Onsdag, den 9. marts 2005

Forberedelse af Det Europæiske Råd (Bruxelles, 22.-23. marts 2005)



Spautz (PPE-DE). - (LU) Hr. formand, kære kolleger, på mødet i Økofin-Rådet i begyndelsen af ugen nåede man ikke frem til en definitiv afklaring af den fremtidige vurderingslogik for stabilitetskriterierne. Jeg håber inderligt, at fagministrene alligevel vil nå til enighed før Det Europæiske Råd.

Selv er jeg fortsat overbevist om, at stabilitets- og vækstpagten ikke må rystes i sin grundvold. De eksisterende grænseværdier på 3 % ny gældsoptagelse og 60 % eksisterende gæld, målt i forhold til bruttonationalproduktet, er så tæt forbundet med euroens valutakursafhængige skæbne, at de må fastholdes for at bevare den fælles valutas stabilitet og styrke. Til pagtens grundvold hører også, at statens budget bliver betragtet som en helhed ved vurderingen af, om kriterierne er overholdet. Det foreskriver ikke kun den generelle budgetlovgivning, det er også sund fornuft. Et fælles samlet budget kan man ikke samtidig vurdere plus eller minus hele udgiftskategorier. Derfor må det heller ikke komme dertil, at udgiftskategorier, som nogle medlemsstater betragter som særlige belastninger, bliver undtaget ved beregningen af, om stabilitetskriterierne er overholdt.

I sidste ende er det i pagtens ånd, som også indeholder en vigtig vækstkomponent, at et nationalt budget kan få en nuanceret vurdering i lyset af de aktuelle konjunkturer. Derfor er det nødvendigt at bevare de aktuelle procedurer, men gøre deres detaljerede forløb og deres konsekvenser afhængige af den budgetpolitiske virkelighed, fordi pagten, som jeg også sagde her for et par uger siden, netop er en stabilitets- og vækstpagt og en alt for rigid stabilitet ikke må føre til, at væksten bliver hindret i stedet for fremmet.

I Økofin-Rådet ligger der en liste med mulige udgangspunkter for en mere nøjagtig vurdering af de nationale stabilitetsanstrengelser. Jeg håber meget, at elementer på denne liste vil kunne være nøglen til en definitiv enighed før topmødet den 22. og 23. marts.

Nu en kort bemærkning om Lissabon-strategien. De middelmådige resultater efter den første halvleg skyldes i vidt omfang en for stor spredning af målene. Derfor er det for de næste fem år nødvendigt at koncentrere sig om nogle essentielle mål, hvis der endelig skal komme håndfaste resultater. Derfor støtter jeg også en fremgangsmåde, som i højere grad end hidtil bygger på en national gennemførelse af Lissabon-målene. Det åbner for en vis konkurrence om den såkaldte bedste praksis, som kun kan være gavnlig for strategiens samlede succes. Fremover bør vi i Europa forsøge at holde de helt store proklamationer lidt mindre, hvis det er alt andet end sikkert, at det er sandsynligt, at de vil kunne gennemføres.