![]() |
![]() |
|||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||
|
|
TalerTale af hr. Hans-Gert Poettering
Formand for PPE-DE Gruppen i Europa-Parlamentet Onsdag den 23. februar 2005 Forbindelser mellem EU og Middelhavsområdet Poettering (PPE-DE), for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, det er en smuk gestus, at præsidenten for EU's største naboland i øst, hr. Jusjtjenko, vil tale her i Parlamentet om lidt, og at vi i dag skal tale om EU's sydlige naboskab, nemlig Middelhavsområdet. I nord har vi Norge, hvortil vi har venskabelige relationer, og i vest har vi Atlanterhavet. Det betyder, at det i sidste ende kommer til at handle om vores naboer i øst og i syd. Og vi siger til alle vores nabolande, at vi ønsker en politik, der er præget af dialog, partnerskab og om muligt venskab. PPE-DE-Gruppen lagde sig ligesom resten af Parlamentet i selen med hensyn til Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet, og vi ærer vores afdøde kollega hr. Imbeni bedst ved at udvikle denne parlamentariske forsamling til et virkeligt effektivt og fremtidsorienteret parlamentarisk organ. Sammen med vores kollega hr. Dimitrakopoulos etablerede hr. Imbeni denne parlamentariske forsamling med vores støtte. Lad os altså ære ham ved, at vi yder et godt stykke arbejde her! Vi vil finde fælles løsninger med vores partnere i Middelhavsområdet, og det er meget påskønnelsesværdigt, fru kommissær, at De også engagerer Dem personligt i Middelhavsområdet. Jeg ville oven i købet have hilst det velkommen, hvis Kommissionen havde kunnet beslutte sig for at udnævne et medlem af Kommissionen, som kun skulle være ansvarlig for Middelhavsområdet, men jeg tvivler imidlertid ikke på, at De vil engagere Dem på en sådan måde, at det i realiteten er det samme. Vi skal altså tale med vores partnere om Middelhavsområdets fremtid, og vi skal sige til den arabiske og islamiske verden, at vi ønsker partnerskab og ikke noget sammenstød mellem civilisationerne, og at vores relationer til den arabiske og islamiske verden er et af de politikområder, som vi prioriterer allerhøjest. Hertil hører, at der kommer til at herske fred mellem Israel og Palæstina. Netop fordi præsident Bush er på besøg i Europa, siger vi: Lad os forene vores kræfter, således at både israelerne og palæstinenserne kan leve inden for sikre grænser. Repræsentanter fra begge lande - hvis jeg da allerede kan betegne Palæstina som et land - er repræsenteret i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet. Her skal vi udnytte vores muligheder for at skabe fred i denne region. Og vi opfordrer Syrien, som vi ønsker at indgå en associeringsaftale med, til at afstå fra alle aktiviteter, der kan fremme terrorisme, og til at give Libanon en fair chance. Set i lyset af, at ministerpræsident Hariri og hans livvagter blev myrdet, skal vi finde ud af, hvem der er ansvarlig herfor, og vi beder Syrien indtrængende om at bidrage til en fredsløsning i området. Og afslutningsvis vil jeg gerne præcisere, at vi ønsker et partnerskab og politiske kontakter. Desuden ønsker vi, at menneskerettighederne skal være garanteret overalt i Middelhavsområdet. Det er også et vigtigt bidrag til dialog, partnerskab og fred i Middelhavsregionen. |
|
||||||||||||||||||||||||