Taler

Tale af hr. Elmar Brok MEP (EPP-ED, Tyskland)
i Europa-Parlamentet
Tirsdag den 11. januar 2005

Forfatning for Europa



Brok (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, vi har fået en forfatningstraktat her på grundlag af et konvents arbejde, som hovedsageligt bestod af parlamentsmedlemmer. Og dette gennembrud var muligt, fordi det var et parlamentarisk gennembrud, og Europas udvikling ikke længere blev overladt til diplomaterne. 90 % af konventudkastet gik via regeringskonferencen, og jeg mener, at denne metode, hvor Europas befolkninger deltog via valgte repræsentanter, var et afgørende punkt for fremskridtene.

Ikke alt i denne forfatning er perfekt, men det er bedre end det, vi har i dag. Det er efter min mening det afgørende. Med denne forfatningstraktat styrkes borgernes rettigheder. Gennem chartret om grundlæggende rettigheder vil borgerne få fordrings- og beskyttelsesrettigheder. Det styrker borgernes rettigheder, fordi valget af kommissionsformand i fremtiden umiddelbart vil afhænge af valget til Europa-Parlamentet. Borgerkravet styrker borgerne ligesom udvidelsen af Europa-Parlamentets rettigheder. Denne forfatning er blevet mere gennemsigtig, fordi den skaber klarhed i kompetencesystemet, fordi Rådet skal mødes offentligt i forbindelse med lovgivning - i hvert fald når det handler om afgørelserne - og fordi processen bliver mere forståelig gennem en mere klar tildeling.

Med den - ikke tilstrækkelige, men dog betydelige - udvidelse af flertalsafgørelserne blev EU's effektivitet styrket, hvilket også kommer til udtryk på andre områder, f.eks. ved fjernelsen af søjlestrukturen og indførelsen af en standardiseret juridisk personlighed samt især ved de væsentlige fremskridt på det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske område.

Vi har et Europa, som er baseret på værdier. Chartret om grundlæggende rettigheder, som efter min opfattelse i meget høj grad beror på det kristne menneskebillede, er - mener jeg - et af underne. Det er allerede blevet udarbejdet af et tidligere konvent. Underet er nu, at så mange folk kan orientere sig mod et sådant fælles værdigrundlag, og at lovgiverne fremover konstant - også retligt bindende, ikke kun politisk - skal orientere sig mod, at disse værdier overholdes.

Vi ønsker, at det er et fælles Europa, det var konventets vilje. Vi skal nu i forbindelse med gennemførelsen af denne forfatning lægge vægt på, at konventets vilje også bevares og ikke ændres ved teknokratiske gennemførelsesforsøg.

Vi har allerede et øvelsesfelt i disse dage, nemlig de nationale udenrigsministerier - hvilket man hører igen og igen - i hvis korridorer der allerede gøres forsøg på at bestride Kommissionens og dermed det fælles Europas og Parlamentets kompetencer for på den måde at opbygge en ny myndighed på regeringsniveau.

EU er også et fælles Europa, hvad angår repræsentation i udlandet, hvilket vi ser i udenrigsanliggender, i udviklingen og på mange andre områder, og det må ikke ændres med tildelingens teknokrati i et udenrigsministerium. Jeg vil gerne påpege over for Rådet og Kommissionen - vi har, hvad angår dette spørgsmål, tilkæmpet store rettigheder til Kommissionen, for uden Kommissionens billigelse går det ikke - at vi vil være meget opmærksomme i denne sag.

Europa har et kompetencesystem, hvor det understreges, at det har fået de kompetencer, det har, fra medlemsstaterne, og at snakken om en superstat derfor er noget fuldstændig vrøvl.

(Bifald)

For medlemsstaterne er fortsat garant for suveræniteten, og hver kompetence, som ikke udtrykkeligt er defineret som europæisk, er fortsat en national kompetence. I den forstand er denne forfatning bedre end alle andre, vi hidtil har haft. Netop modstanderne af en superstat må være for denne forfatning, fordi Nice-traktaten er dårligere i sin argumentation. Det er sandheden, og jeg vil gerne endnu en gang bede hr. Allister og hr. de Villiers om at se ærligt på tingene og om ikke at fortælle deres vælgere og borgere noget forkert.

Dette Europa vil skabe suverænitet dér, hvor vi er for svage som enkelte stater til at gøre det alene. Det vil ikke sige, at vi vil fjerne suverænitet, men vi vil vinde den tilbage til borgerne dér, hvor vi ellers ikke kan handle.

Selv i forbindelse med tsunamien siger vi nu, at de nationale stater ikke længere kan hjælpe alene, fordi vi ikke kan klare det. Og derfor handler det om at styrke befolkningerne, idet vi står sammen for at have en chance for at overleve i denne globaliserede verdensorden. Det er netop meningen med dette europæiske foretagende med det klassiske mål at gøre krig i Europa umulig. Og dette mål må vi ikke tabe af syne. I den forbindelse skal borgerne, staterne og befolkningerne bevare deres identitet. Som tysker vil jeg også gerne fremover kunne ærgre mig, hvis vi taber en fodboldkamp til Holland. Vi vil bevare vores identitet. For det er i mangfoldigheden, at rigdommen er. Det kan imidlertid ikke betyde, at vi ikke handler sammen dér, hvor vi kun er stærke sammen.

Vi bør sørge for, at ratifikationen af forfatningen lykkes. Det må ikke være den nationale dagspolitik, der afgør i medlemsstaterne og deres partier, hvordan man omgås med ratifikationsprocessen, men derimod det historiske øjeblik, og her vil det vise sig, hvem der har statsmænd i deres medlemslande og fremmer ratifikationsprocessen.

(Bifald)