Taler

Tale af hr. Iñigo Méndez de Vigo MEP (EPP-ED, Spanien)

i Europa-Parlamentet
Tirsdag den 4. maj 2004

Hyldest til Jean Monnet og højtideligholdelse af 20-året for udkastet til en traktat om Den Europæiske Union (1984 - Ordfører: Altiero Spinelli)



Méndez de Vigo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, min gruppe synes, at det er et godt initiativ at mindes Monnet og Spinelli. For uden Monnet, der i skyggen var inspirationen bag så mange idéer, ville vi ikke forstå erklæringen af den 9. maj 1950, der er oprettelsesdokumentet for den europæiske opbygning, og uden denne erklæring ville der ikke have været nogen fransk-tysk forsoning, og det ville heller ikke have været muligt at forsone europæerne. Og hvis ikke der var blevet gjort en beslutsom indsats for at opnå faktisk solidaritet, ville det ikke have været muligt at tage skridt frem mod det fælles marked, der er optakten til en politisk union. Og uden hans institutionelle vision, i særdeleshed om Kommissionens centrale rolle, ville vi ikke have kunnet befri os for den spændetrøje, der kendetegnede samarbejdet mellem regeringerne.

Det er også 20 år siden - og det er blevet understreget her - at Parlamentet, der var blevet demokratisk valgt for første gang, vedtog den traktat, vi også kender under navnet "Spinelli-traktaten", som Spinelli selv var ordfører for.

"Spinelli-traktaten" har været en væsentlig reference for alle de senere ændringer af fællesakten, Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaten, og naturligvis af den traktat, der er udarbejdet af konventet.

Når jeg havde den ære at lede Europa-Parlamentets delegation på konventet, havde jeg altid Spinelli-udkastet ved min side. Og jeg tænkte: "Og hvad mente Spinelli så om det her". Og jeg er nødt til at indrømme over for Dem, at selv om "Spinelli-traktaten" blev udarbejdet for 20 år siden, er den stadig fuldstændig aktuel, og mange af Spinellis forslag indgår i dag i forfatningstraktaten.

Der er, hr. formand, noget, der forener Monnet og Spinelli: De ønskede begge at forene mennesker. "Lad os forene mennesker", sagde Monnet. Og hele "Spinelli-traktaten" er fuld af henvisninger til borgerne, til menneskene.

Jeg tror - og det sagde min ven Dick Roche tidligere - at de ville være stolte over det, vi har gjort gennem årene, for jeg synes, at udkastet til forfatningstraktat er en traktat for mennesker. Det er den lige fra artikel 1, hvor der tales om en Union af stater og borgere, og når Europa-Parlamentet gives fuld lovgivningsbeføjelse og beføjelser til politisk kontrol, eller når de nationale parlamenter kommer på banen ved hjælp af systemet til hurtig varsling, hvilket alt sammen er til fordel for borgerne.

Vi har i denne forbindelse i de sidste 50 år gjort det, som såvel Monnet som Spinelli bad om, nemlig at forene menneskene. Lad mig komme med en lille betroelse. Som barn i tiden mellem Monnet og Spinelli blev jeg, når jeg rejste ud af Spanien, som i henhold til Gil de Biedmas ord var "et gammelt ineffektivt land", mødt af et Europa fuld af mure, Berlin-muren, Pyrenæerne, som også var en slags mur, diktaturernes mur, egoismernes mur og nationalismernes mur. Vore dages Europa, det Europa, min datter ser, er et Europa uden mure, og de, der stadig står, vil falde.

Jeg vil gerne, nu hvor denne vidunderlige udvidelse har fundet sted, og hvor vi har syet de to Europaer sammen, hvor vi har virkeliggjort udkastet til erklæringen af den 9. maj 1950, sige til de nye lande, der er en del af EU, at jeg håber, at de vil nyde det, ligesom spanierne gjorde, da vi kom med i EU, med udsigten til frihed, fremgang og ikke mindst muligheden for at være med i et fælles projekt.

Hr. formand, vi politikere plejer altid at tale om fremtiden, og jeg tror, at vi får masser af tid til at udkæmpe slag og overvinde de problemer, vi har, men jeg synes, at vi i dag har dvælet ved fortiden, ved Monnet og Spinelli, og jeg beder Dem om at nyde nutiden. For vores nutid er en smuk nutid. Monnet og Spinelli blev sikkert kaldt for utopister, men Lamartine havde ret, når han sagde, at en utopi blot er sandhed, der endnu ikke er oprundet. Og i dag betyder livets omskiftelser, at virkeligheden ofte er smukkere end litteraturen.

Jeg synes derfor, at vi i dag skal nyde dette smukke øjeblik, smage på det, nyde det. Vi har skabt et stort Europa, og på denne smukke morgen, da jeg spadserede hen til dette palads i Strasbourg, tænkte jeg på den gang, da Johann Wolfgang von Goethe var i Valmy og pludselig rejste sig op foran en gruppe mennesker og som besat af en underlig kraft sagde, at vi er vidner til et historisk øjeblik, livet bliver aldrig mere det samme, og I vil kunne sige, at I var til stede.

(Bifald)