български Español Čeština Dansk Deutsch Ελληνικά English Eesti keel Français Italiano Latviešu Lietuvių kalba Magyar Malti Nederlands Polski Português Română Slovenčina Slovenščina Suomi Svenska

Taler

up one level
Tale af hr. Hans-Gert Poettering
Formand for PPE-DE Gruppen
i Europa-Parlamentet
Onsdag den 14. januar 2004


Det irske formandskabs program



Hans-Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, lige før jul havde gruppeformændene lejlighed til at tale med det dengang kommende irske formandskab: med taoiseach'en, premierministeren, med udenrigsminister Brian Cowen og med Europaminister Dick Roche. Jeg kan sige Dem, at mødet var professionelt, effektivt og venskabeligt. Jeg tror, at det varsler godt for et vellykket irsk formandskab, og ved et heldigt sammentræf har vi en irsk formand for Europa-Parlamentet. Jeg vil også gerne nævne Gerald Collins, næstformand i en vigtig gruppe i Europa-Parlamentet, som vi mødte første gang, da han endnu var udenrigsminister. Dengang gjorde det irske formandskab det glimrende, og jeg ønsker Dem held og lykke med de kommende seks måneder også.

Hr. rådsformand, De nævnte forfatningen. For min gruppe, for Det Europæiske Folkepartis vedkommende, har forfatningen højeste prioritet. Forfatningen må ikke lide skibbrud, blot fordi topmødet i Bruxelles mislykkedes. De vil have vores fulde støtte, hvis det lykkes Dem at løse problemerne under det irske formandskab.

(Bifald)

Alle må træde i aktion nu. Vi i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er ganske vist tilhængere af princippet om dobbelt flertal ved beslutningstagning i Ministerrådet, men det må ikke betragtes som et grundlæggende princip nu, hvorved vi siger, at hvis det ikke bliver vedtaget, så falder hele forfatningsprojektet - under ingen omstændigheder. Forfatningen er så vigtigt et emne, at vi må komme hinanden i møde. Vi må finde et kompromis, og det må vi alle medvirke til.

(Bifald)

Så er der diskussionen om et Kerneeuropa eller et Europa i to hastigheder. Jeg vil fraråde en sådan diskussion. Den er forkert i sagens natur. Hvordan skulle en kernegruppe fungere? Hvordan skulle et Europa i to hastigheder fungere? Det er den forkerte tilgang, men det bliver også set som en trussel for at få visse regeringer til at bevæge sig i en bestemt retning. Lad os holde op med at tale om et Europa i to hastigheder, lad os skabe denne forfatning og komme videre i fællesskab.

(Bifald)

Hr. rådsformand, valget til Europa-Parlamentet afholdes under Deres formandskab. I konventets udkast til forfatningen står der - selv om det naturligvis ikke gælder endnu - at der vil blive taget hensyn til resultatet af valget til Europa-Parlamentet, når kommissionsformanden skal udpeges. Jeg ved ikke, om formandskabet rent faktisk vil komme med et forslag til posten som kommissionsformand i slutningen af juni, efter valget. Jeg kan kun opfordre Dem til og bede Dem om at respektere resultatet af valget til Europa-Parlamentet, hvis De gør. Det er et principielt spørgsmål. Vores gruppe vil ikke se en gentagelse af det, der skete i 1999, hvor den ene part vandt valget, og den anden part besatte posterne i Kommissionen. Denne gang skal der tages hensyn til valget til Europa-Parlamentet. Kommissionen skal generelt være afbalanceret. Som formand for Kommissionen - De ler, det glæder mig altid at se Dem glad - bliver De allerede spurgt om Deres mening, selv nu i forbindelse med udnævnelsen af de 10 kommissærer fra tiltrædelseslandene. De bedes sikre, at der opretholdes en tværpolitisk balance, når De udpeger kommissærerne.

(Kraftigt bifald)

Hr. formand, De talte derefter om vores forbindelser til USA. Lad mig understrege alt det, De sagde. Vi vil ikke være USA's lakajer, men vi er heller ikke dets rivaler. Vi ønsker at være partner med USA, med de samme rettigheder, at tale med vores amerikanske venner på lige fod, og vi har samme mål på mange punkter. De, der mener, at Europa skal defineres som en modsætning til USA, ville ikke blot handle forkert ved at behandle USA som en fjende, hvilket ville være tilfældet, men ville også spalte selve Europa, fordi vi har forskellige opfattelser af, hvordan vores forhold til USA skal struktureres. Jeg kan derfor kun råde os til at betragte os som ligeberettigede partnere med USA. Det er op til os at skabe denne ligeberettigelse. Frem for konstant at kritisere den amerikanske dominans bør vi gøre vores yderste for at sikre, at vi som europæere står sammen, for så vil vi ligeværdige med USA. Det betyder ikke, at vi ikke også har lov til at kritisere vores amerikanske venner. Jeg finder f.eks. den nuværende situation i Guantánamo uacceptabel. Intet menneske på kloden - ingen terrorist, ingen som helst - bør være uden rettigheder. Alle i denne verden er underkastet et retssystem. Det bør vi fortælle vores amerikanske venner. Det bør indføjes i alle de dokumenter, vi udveksler med dem.

(Bifald)

Det samme gælder for Tjetjenien. Vi får altid at vide, at man har talt med den russiske præsident om Tjetjenien. Vi vil gerne se det sort på hvidt: en erklæring om, at Tjetjenien også vil blive behandlet, at vi vil gribe ind for at værne om menneskerettighederne, og at vi også har modet til at tage sådanne emner op over for verdens ledere - eller dem, der anser sig for at være det. Derfor skal min anmodning til Dem være at give menneskerettighederne en chance ved at henvise til dem i dokumenter og aftaler. Det gælder både Guantánamo og Tjetjenien.

Lad os respektere hinanden: De små respekterer de store, de store respekterer de små, flertallet respekterer mindretallene. Europa kan kun fungere, hvis vi forstår andre, og hvis vi respekterer hinanden. Der bør ikke være nogen dominans, og jeg synes, at det ville være godt, i al beskedenhed, at bede alle om at gøre deres. Det er præcis det, vi har behov for. Alle må gøre deres til et forenet Europa. Vores gruppe vil stå ved Deres side. Vi ønsker Dem held og lykke.






EPP-ED TV Upcoming Events