български Español Čeština Dansk Deutsch Ελληνικά English Eesti keel Français Italiano Latviešu Lietuvių kalba Magyar Malti Nederlands Polski Português Română Slovenčina Slovenščina Suomi Svenska

Taler

up one level
Tale af hr. Hans-Gert Poettering
Formand for PPE-DE Gruppen
i Europa-Parlamentet
Onsdag, 14. Maj 2003


Situationen i Irak




Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, natten til tirsdag omkom ca. 90 mennesker ved et brutalt terrorangreb i Saudi-Arabiens hovedstad, i Riyadh, saudiarabere, europæere - så vidt vi ved franskmænd, briter, tyskere, en schweizer og australiere. Det viser endnu en gang, at terrorismeudfordringen er en udfordring, som ikke kun vedrører amerikanerne, men os alle, og læren fra dette frygtelige terrorangreb i Riyadh bør være, at vi sammen skal bekæmpe terrorismen overalt i verden med beslutsomhed.

Rådsformanden har med rette henvist til Tjetjenien. Europa-Parlamentet, i hvert fald vores gruppe, men jeg tror også, det gælder for de andre, vil holde meget nøje øje med, hvordan der arbejdes videre hen imod en fredelig løsning i Tjetjenien.

Vi som europæere må spørge os selv efter Irak-krigen, hvordan vi kan drage læren af disse også for Europa bitre erfaringer, og vi må sige, at der ikke er nogen anledning til defaitisme. Jeg har ofte hørt under denne ulykkelige periode med europæisk uenighed, at en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke giver nogen mening. Nej, vi må betragte krisen som en chance og sikre, at vi gør det bedre, end vi gjorde det under Irak-krisen og Irak-krigen. Frem for alt må kravet være, at man, før et medlemsland eller en række medlemslande fastlægger en national holdning og så bekendtgør den over for offentligheden, drøfter disse holdninger i EU-regi, således at man i sidste ende finder frem til en fælles holdning.

(Bifald)

Dette krav er også rettet mod de to europæiske medlemmer af Sikkerhedsrådet. Der står i Maastricht-traktaten, at medlemmerne af Sikkerhedsrådet, skal konsultere partnerne i EU, før de afgiver deres stemme i Sikkerhedsrådet, og det må være læren fra de sidste uger.

Jeg vil gerne tilføje - og det vedrører vores forhold til USA - at de, der mener, at et forenet Europa skal skabes i opposition til USA, er på gyngende grund, for hvis vi opbygger Europa i opposition til USA, så ville mindst halvdelen af europæerne eller endda flere vende ryggen mod et forenet Europa, således at der slet ikke er andre muligheder end at opbygge et Europa, som ikke er i opposition til USA, men derimod en ligeberettiget partner til USA.

Jeg vil også gerne tilføje følgende: Vi har hørt en stemme fra USA, der vil opdele Europa i det nye Europa og det gamle Europa. Jeg oplevede under et besøg i Warszawa, at man ikke er så begejstret for det dér. Også Warszawa, også Polen er det gamle Europa med de samme rødder som vores, og vi må ikke tillade, at nogen deler Europa i to. Det er derimod op til os at handle i fællesskab!

Nu til Irak. Vi har stor interesse i, at den civile orden genskabes hurtigt, og vi siger ofte, når vi taler om Europas, om EU's forhold til de arabiske islamiske stater, at der hverken kan eller skal være noget clash of civilisation, og det samme gør sig naturligvis også gældende for den civile orden i Irak. Dér lever shiitter, dér lever sunnier, dér lever kristne, dér lever arabere, dér lever kurdere, og efter min mening ligger der en opgave i, og her kan vi måske hjælpe - og hvis vi kan hjælpe, bør vi gøre det - at skabe en fredelig orden og netop ikke et clash mellem de forskellige religiøse eller etniske grupper.

Her står vi efter min mening over for en stor opgave i EU, og jeg bifalder på min gruppes vegne, hr. kommissær Nielson, at De har været i Irak. Det er naturligvis meget vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt i Europa-Parlamentet, om FN skal spille en eksklusiv rolle, hvilken rolle vi som EU, hvilken rolle måske NATO, hvilken rolle USA og Storbritannien som de to magter, der har handlet dér, og andre skal spille. Det er vanskeligt at sige, men det, vi kan sige, er, at vi opfordrer alle involverede, især også europæerne - også vores polske partnere og venner - der er involveret dér, til, at vi europæere gør alt, hvad vi gør, i fællesskab og først gør det, når vi er blevet enige om en fælles holdning. Der er tale om yderst store humanitære udfordringer, og jeg tror, vi kan bidrage til sikkerhed, i forbindelse med opbygningen af et politi, i forbindelse med vandforsyningen, sundhedsplejen og den politiske orden som helhed.

Lad mig afslutningsvis sige, at vi naturligvis også har nogle spørgsmål til vores amerikanske venner og partnere. Man har hidtil ikke fundet nogen masseødelæggelsesvåben. Jeg anbefaler, at man leder videre, men det var også grundlaget for interventionen, og det påvirker naturligvis også den politiske troværdighed, og derfor skal vi også tage dette spørgsmål meget alvorligt.

(Bifald)

Det, vi nu skal opnå, er - og det var jo også vores store håb efter Kuwait-krisen i 1991, hvor jeg var stor tilhænger af, at Kuwait blev befriet, at man bekæmpede Saddam Hussein resolut - at der også nås frem til en fredsløsning i Mellemøsten mellem Israel og Palæstina. Den chance må vi gribe nu. Troværdigheden af vores politik vil også afhænge af, om det lykkes at nå frem til en fredsløsning dér, og jeg opfordrer os alle, europæerne, til, at vi yder et enigt og afgørende bidrag i den forbindelse.

(Bifald)




EPP-ED TV Upcoming Events