български Español Čeština Dansk Deutsch Ελληνικά English Eesti keel Français Italiano Latviešu Lietuvių kalba Magyar Malti Nederlands Polski Português Română Slovenčina Slovenščina Suomi Svenska

Taler

up one level
Tale af hr. Hans-Gert Poettering
Formand for PPE-DE Gruppen
i Europa-Parlamentet
Onsdag, 9. April 2003


Udvidelse




Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. Verheugen, kære kolleger, denne dag er en vigtig dag, en historisk dag. En dag af stor glæde og dyb taknemmelighed. Tillad mig en personlig bemærkning. Jeg har det privilegium at have været medlem af Parlamentet siden 1979. Hvis nogen dengang ved de første direkte valg til Europa-Parlamentet havde sagt til mig: "Du kommer den 9. april 2003 til at træffe beslutning om, hvorvidt tre sovjetrepublikker - Estland, Letland og Litauen - hvorvidt Warszawapagt-stater - Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn, Slovenien - og så de to stater Malta og Cypern - skal optages i EU", så ville jeg have svaret: "Det er en storartet drøm, det er en storartet vision." Men, kære kolleger, denne drøm, denne vision bliver nu til virkelighed, og lad os af hjertet være taknemmelige og glæde os over det!

(Bifald)

Mine damer og herrer, vores tanker går også tilbage i den europæiske historie, fordi vi kun kan udforme fremtiden, hvis vi kender historien. De går tilbage til de frygtelige, forbryderiske år under nationalsocialismen i årene 1933-1945. Vi tænker på den 17. juni 1953, på de sovjetiske panservogne i Budapest, i 1956, og i 1968 i Prag, og vi tænker på den storartede frihedsudvikling i 1980'erne, på Solidaritet, på viljen til frihed hos menneskene i Central- og Østeuropa, og vi tænker på murens fald den 9. november 1989.

Robert Schuman - vores gruppesal bærer hans navn - sagde allerede i 1960'erne: "En dag vil alle europæere tilhøre Det Europæiske Fællesskab, Den Europæiske Union, i frihed og fred." Det har altid været målet for vores gruppe.

Jeg vil gerne hjerteligt takke alle, som har medvirket. Især ordføreren Elmar Brok, men også ordførerne for Budgetudvalget, Reimer Böge og Joan Colom i Naval, og også Dem, hr. Verheugen, som repræsentant for alle i Kommissionen.

Tiltrædelseslandene har allerede gevaldige anstrengelser bag sig, og de har gevaldige anstrengelser foran sig. Frem for alt skal vi sammenføre og forsone Europa moralsk og åndeligt. Derfor ville vi have fundet det meget positivt, hvis den tjekkiske regering under den store præsident Vaclav Havel og hans efterfølger Vaclav Klaus havde haft styrke og mod til også at udtrykke beklagelse og smerte over, at der også er mennesker, der er blevet fordrevet. Vi må nå forsoningen gennem sandheden, og det er nu vores fælles opgave at se fremad.

Til dem, som mener, at det europæiske hus endnu ikke er færdigt, og at de derfor ikke bør stemme for udvidelsen, vil jeg sige, at vi har fået gennemført, at konventet blev nedsat, og vi vil arbejde hårdt for, at der snart kommer en europæisk forfatning, og at alle europæere så i fællesskab kan gå ind i fremtiden på rettens grundlag. Et helt overvældende flertal i vores gruppe - næsten enstemmigt - siger ja til hvert enkelt land. I er velkomne i EU, i vores værdifællesskab! Lad os sammen føre dette gamle Europa, som til stadighed fornyer sig, ind i fremtiden! Det er vores ønske for vores kontinent.

(Bifald)



EPP-ED TV Upcoming Events