български Español Čeština Dansk Deutsch Ελληνικά English Eesti keel Français Italiano Latviešu Lietuvių kalba Magyar Malti Nederlands Polski Português Română Slovenčina Slovenščina Suomi Svenska

Taler

up one level

Tale af hr. Hans-Gert Poettering
Formand for PPE-DE Gruppen
i Europa-Parlamentet
Tirsdag, 5. februar 2002


Situationen i Mellemøsten



Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. kommissær, kære kolleger, begivenhederne den 11. september og så det, der er sket i Afghanistan, det, der sker nu i Mellemøsten, har fortrængt en sag, som begge, både hr. Solana og hr. Patten, har talt om, nemlig en fredsaftale i Makedonien. Jeg vil gerne rette en stor tak til både den højtstående repræsentant, hr. Solana, og kommissær Patten, men også til alle andre, som har medvirket til, at der i dag hersker fred i Makedonien. En kæmpesucces for EU! De har arbejdet utrætteligt herfor. Det takker Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater Dem for!

(Bifald)

Vi skuer i disse dage og uger mod øst. Vi venter nye lande i EU om nogle år. Men jeg siger eftertrykkeligt og understreger det, som den højtstående repræsentant har sagt: Det er vigtigt for vores sikkerhed i Europa, at vi får fred i Mellemøsten, og at vi som europæere arbejder fredeligt og godt sammen med alle landene i Middelhavsregionen.

Vi siger også, at vi, når vi taler om disse problemer, må starte med at bringe mennesket i fokus. Vi siger helt klart, at en kristens og en ikke-kristens liv og menneskeværdighed i Europa, en jødes, en israelers liv i Jerusalem eller i Tel Aviv og en palæstinensers og en muslims liv i Ramallah eller i Gaza er lige meget værd, og at der ikke må gøres forskel på menneskerettighederne i Europa, i den islamiske verden eller andre steder på kloden.

(Bifald)

Vi er helt enige med både hr. Solana og hr. Patten, når vi siger, at vi har brug for dialog, og vi har brug for partnerskab. Hertil hører også, at vi siger sandheden, og at vi ikke kan være indforstået med uansvarlige udtalelser. Når f.eks. Israels premierminister, Ariel Sharon, i torsdagsudgaven af MAARIV siger - jeg citerer ordret: "I Libanon" - altså 1982 - "blev det aftalt, at Arafat ikke skulle likvideres. For at sige sandheden, så beklager jeg, at vi ikke likviderede ham." - er det et uansvarligt sprog. Det er et sprog, som fører til krig. Det er ikke et sprog, som fører til forsoning!

(Bifald)

Det falder mig svært, også med min nationalitet - jeg er født efter krigen - at sige det her. Jeg finder det kynisk, når Israels premierminister på grund af vores kritik af hans holdning så taler om en stigende antisemitisme i Europa. Nej, vi er ikke antisemitiske! Vi ønsker, at Israel lever i fred, inden for sikre grænser. Her er vi på alle israeleres side. Det har overhovedet ikke noget med antisemitisme at gøre. Vi afviser denne karakterisering på det kraftigste!

(Bifald)

Men vi har naturligvis også krav til Yassir Arafat. Han skrev for nogle dage siden en bemærkelsesværdig artikel i New York Times. Når han dér siger, at han vil forstærke sine bestræbelser mod terroren fra palæstinensisk side, så giver han jo også udtryk for, at han hidtil måske ikke har gjort det, der var nødvendigt. Derfor opfordrer vi også Yassir Arafat til at gøre mere nu, dér, hvor han har indflydelse, idet vi ved, at han ikke har kontrol over alle grupper i Palæstina.

Hr. Solana talte også om Karine A's våbenleverancer. Vi vil også have informationer om, hvad de var bestemt til. Vi opfordrer Arafat til at give de nødvendige informationer herom!

Jeg tror, at vi som europæere har en stor opgave foran os sammen med amerikanerne. Men amerikanerne må også forstå, at de må behandle Israel og Palæstina på lige fod, at begge parter har samme værdighed. Udenrigsminister Powell talte for få dage siden i et interview om Palæstinas ret til at eksistere om retten til at være en stat. Det bifalder vi alt sammen. Jeg tror, at vi, europæerne og amerikanerne, nu har en fælles opgave, der går ud på at bidrage til fred i denne region.

Yassir Arafat er naturligvis Palæstinas valgte præsident. Hvis vi ikke accepterer ham som forhandlingspartner, så kan der ikke blive fred, så kan der ikke føres en dialog! Derfor opfordrer vi Ariel Sharon og Yassir Arafat til at indlede freden, til at tale med hinanden, så menneskene i regionen, i Mellemøsten, får en menneskeværdig fremtid. Alle, der fremmer det, ligesom Javier Solana, Chris Patten m.fl., har vores gruppes fulde opbakning!

(Bifald)


EPP-ED TV Upcoming Events