![]() |
![]() |
|||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||
|
|
TalerTale af hr. Gerardo Galeote Quecedo,
Medlem af PPE-DE Gruppen i Europa-Parlamentet Onsdag, 16. Januar 2002 Det spanske formandskabs arbejdsprogram
Galeote Quecedo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg håber ikke, at De begynder at afkorte taletiden fra nu af. Jeg tror, at man under forhandlingen her i formiddag helt tydeligt mærker, at vi har, at vi oplever et afgørende øjeblik for den europæiske integration. Og derfor mener jeg, at de ambitioner, der er i det spanske formandskabs mål - som alle sammen kan betegnes som historiske - lever helt op til det faktum. Det er helt sikkert, at den beslutsomhed og endda entusiasme, hvormed 300 millioner europæiske borgere har taget euroen til sig, betyder, at vi kan se optimistisk på fremtiden. Europa-Parlamentet skal nu som et udtryk for den folkelige vilje vise sin evne til at spille den rolle som igangsætter i debatten, som det har haft igennem især de sidste seks måneder under det belgiske formandskab, hvilket den spanske regeringschef har understreget i formiddag. Vi har været Kommissionens og Rådets ansporing til f.eks. at give medlemsstaternes retlige myndigheder fællesskabsinstrumenter, der gør forsvaret af frihedsrettighederne mod terrorisme mere effektivt. I Parlamentet har det siden begyndelsen af denne valgperiode mere end noget andet sted været åbenbart, at terrorisme er et problem og en trussel for alle, ikke kun for de direkte ofre. Derfor er rådsformandens udtalelse om, at det er nødvendigt at forbedre proceduren med fælles beslutningstagning ved den næste ændring af unionstraktaten, en erkendelse, man bør være taknemmelig for. Vi vil bruge den samme metode til den ændring som den, der blev brugt under udarbejdelsen af chartret om grundlæggende rettigheder - som min gruppe naturligvis ønsker bliver indarbejdet i den nye traktat - det vil sige gennem et konvent, der åbnes i marts i Parlamentets hjemsted, som vi er blevet bekendt med i formiddag. Vi har tiltro til, at Rådets positive holdning varer ved under konventets arbejde, så vi kan opfylde to behov, nemlig for det første at bringe fællesskabsinstitutionerne nærmere borgerne ved at gøre dem mere demokratiske, mere effektive og gennemsigtige og for det andet at gennemføre en gennemgribende reform af en institutionel ramme beregnet for de seks oprindelige stater og tilpasse den til en virkelighed med 25 eller flere medlemsstater, som vi forventer at se i 2004. Mine damer og herrer, forhandlingerne om udvidelsen af EU - nogle af de vigtigste kapitler skal, som det er blevet nævnt, drøftes i de kommende måneder - bør på ingen måde afspores af hjemlige diskussioner. Tværtimod bør regering og opposition i de nuværende medlemsstater undgå partipolitiske konfrontationer for at nå Unionen store mål. Hr. Barón, husk på, at et formandskabs succes ikke måles ud fra nationale forhold og endnu mindre partipolitiske. I formiddag har De erkendt, at De har brug for nogle kurser. Jeg er bange for, at det ikke kun drejer sig om edb-kurser. De har talt som spansk socialdemokrat. Det burde kunne forventes, at De udtrykker den samme loyalitet, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti har udtrykt over for de to foregående formandskaber. (Protest fra PSE-Gruppen) Hr. formand, vi skal benytte dette halvår til at sikre, at EU bliver stærkere i verden, at det deltager i de internationale debatter med en fælles holdning. Derfor er det ikke bare nødvendigt at gennemføre institutionelle reformer af FUSP for at gøre den mere effektiv og synlig inden for og uden for vores grænser, men også at forbedre de instrumenter, som EU råder over allerede, f.eks. Fællesskabets eksterne tjeneste. Dette halvår byder uden tvivl på utallige udfordringer, som kræver alles indsats og samarbejde: borgere, europæiske institutioner, regeringer og politiske partier. Vi har fuld tillid til, at dette formandskab vil tage endnu et skridt fremad mod et bredere og mere samlet Europa, der er mere åbent udadtil og tættere på borgerne. (Bifald) |
|
||||||||||||||||||||||||