български Español Čeština Dansk Deutsch Ελληνικά English Eesti keel Français Italiano Latviešu Lietuvių kalba Magyar Malti Nederlands Polski Português Română Slovenčina Slovenščina Suomi Svenska

Taler


Tale af hr. Hans-Gert Poettering
Formand for PPE-DE Gruppen
i Europa-Parlamentet
Onsdag, 12. september 2001


Terroristangreb i De Forenede Stater




Poettering (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. Verhofstadt, hr. formand for Kommissionen, hr. Prodi, kære kolleger, jeg vil gerne på min gruppes vegne rette en hjertelig tak til Dem, fru formand, for at have indkaldt til dette møde, så vi sammen kan give udtryk for vores dybe medfølelse og solidaritet med de sørgende familier, med USA's præsident, vores kolleger i den amerikanske Kongres og alle mennesker i USA.

Det ondskabsfulde angreb i Washington og New York i går er ikke kun et angreb på USA, det er et angreb på hele den civiliserede verden, også et angreb på os alle i denne sal. Det er et angreb på vores idealer om demokrati, menneskerettigheder og fred. Sørgende og oprevede står vi over for en katastrofe, der aldrig må gentage sig, og alle civiliserede kræfter i verden må nu i største solidaritet med USA drage de ansvarlige for dette angreb til ansvar og i tæt samarbejde modarbejde fremtidige terrorangreb effektivt. Vi må finde et svar på spørgsmålet om, hvordan der kan sættes en stopper for forberedelsen af sådanne angreb, og det vil også kræve en helt ny dimension af det europæiske og internationale samarbejde.

Vi må i dag forpligte os entydigt til at indlede bekæmpelsen af terrorisme, således at apokalypsen i New York og Washington ikke bliver til hele verdens apokalypse i morgen, og Europa-Parlamentet kan være stolt over, at det vedtog Watson-betænkningen om terrorisme med så stort og overvældende flertal i sidste uge.

I går havde jeg i nogle få timer indtryk af, at USA's handlekraft var svækket, den verdensmagt, som europæerne kan takke for at have bekæmpet nationalsocialismen under Anden Verdenskrig og gjort det muligt for Europa at gå en fremtid med frihed i møde, den verdensmagt, som beslutsomt kæmpede mod den totalitære kommunisme, hvilket i sidste ende førte til, at muren midt i Berlin, i Tyskland og i Europa faldt. Jeg vil gerne sige følgende på vores gruppes vegne: Vi har interesse i, at USA er handledygtigt, at USA er stærkt, at USA er en god partner og ven af EU. Lad os sammen arbejde på det i fremtiden!

(Kraftigt bifald)

Vi kender ikke gerningsmændene. Man har nogle formodninger, men jeg vil gerne advare mod, at man opfatter disse formodninger som sandheden. Frem for alt vil jeg gerne råde alle til, hvis formodningerne viser sig at være rigtige, at overføre dette til hele den arabiske og islamiske verden. Jeg har aldrig nogensinde glemt den storslåede tale, Anwar al-Sadat, den myrdede ægyptiske præsident, holdt den 10. februar 1981. Anwar al-Sadat sagde, at islam aldrig bør bedømmes ud fra de misledede og uansvarlige handlinger begået af folk, der påstår at være tilhængere af denne fremragende tro. Islam er en religion fuld af tolerance, ikke af fanatisme, en religion fuld af kærlighed, ikke af had, et i sig selv hvilende system baseret på orden, ikke på kaos.

Vi må vogte os for generaliseringer, og vi må sige, at vi ikke blot vil leve i partnerskab med vores amerikanske venner, men også i partnerskab og - hvis det kan lade sig gøre - i venskab med de arabiske og islamiske lande, der føler sig forpligtet til at arbejde for fred.

(Kraftigt bifald)

Lad os i dag forpligte os selv til sammen med alle vores naboer at skabe en orden i Europa og i verden, idet europæerne er stærke og samlede. Derfor er det et storartet signal, hr. rådsformand Verhofstadt, at De er til stede her på samme måde som kommissionsformanden, at vi er samlede og stærke som europæere, at vi ønsker at leve i venskab og partnerskab med alle vores naboer, på grundlag af menneskerettigheder, demokrati, frihed, social velfærd og frem for alt fred. Det må være budskabet i dag, dagen efter den frygtelige 11. september 2001!

(Kraftigt bifald)


EPP-ED TV Upcoming Events