![]() |
![]() |
|||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||
|
|
TalerTale af hr. Hans-Gert Poettering Formand for PPE-DE Gruppen i Europa-Parlamentet Onsdag, 30. Maj 2001 Nice-traktaten og EU's fremtid Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, kære kolleger, først vil jeg gerne takke kollegerne Méndez de Vigo og Seguro for deres udmærkede betænkning. Vores gruppe mener, det er vigtigt, at vi i de grundlæggende spørgsmål når til enighed grupperne imellem, for vi, Europa-Parlamentet, skal være garant for det fælles Europa. Derfor har vi et fælles ansvar. Derfor er det også godt, at de to kolleger har fremlagt en fælles betænkning. Desuden er dette bidrag fra kollegerne Méndez de Vigo og Seguro også et bidrag til et godt naboforhold, for ofte har partnere, som geografisk ligger meget tæt ved hinanden, det svært med hinanden. Dette var så også et godt spansk-portugisisk bidrag til Europas udvikling, endnu en positiv effekt. Jeg er naturligvis glad for, at rådsformanden er til stede her i dag. Hvad angår Kommissionen, så har vi jo altid den fornøjelse at have den til stede her. Fru rådsformand, det anerkender vi. Vi har jo tidligere også ytret os kritisk. Jeg håber, at Deres positive eksempel med at være her i dag også vil være et eksempel for kommende formandskaber. Vi forventer, at Ministerrådets fremmøde her i Europa-Parlamentet bliver afgørende bedre, og at vi når frem til en aftale på dette punkt! Hvad nu Nice angår - mange har allerede sagt det - så er vi ikke tilfredse med Nice. Beslutningsproceduren i Rådet er mere kompliceret end før. Der er ikke sket nogen væsentlig udvidelse af flertalsbeslutningen i Rådet. Især er der - og det er et meget kritisk punkt for os - ikke sket nogen væsentlig udvidelse af Europa-Parlamentets procedure med fælles beslutningstagning med Rådet. Vi er noget overraskede over, at den franske ministerpræsident i sin tale, hvor der naturligvis også var positive aspekter, overhovedet ikke udtalte sig om en udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser, men kun sagde, jeg citerer: "Kompetencen for forsamlingen i Strasbourg må defineres klarere." Vi forventer af ministerpræsidenten i et stort land, at han arbejder for mere demokrati i Europa, for flere beføjelser til Europa-Parlamentet! (Bifald) Det, vi har brug for - kollega Brok har netop nævnt det - er klare kompetencer for det parlamentariske ansvar. Europa-Parlamentet er den parlamentariske kontrollør på europæisk niveau i forhold til Kommissionen og ligeberettiget lovgiver sammen med Ministerrådet. Opgaven for de nationale parlamenter er at kontrollere deres egen regering mere intenst. Vi ønsker ikke en kongres af nationale parlamentsmedlemmer, vi ønsker, at Europa-Parlamentet skal varetage sit ansvar i Europa, og vores nationale kolleger skal gøre det på det nationale niveau! (Bifald) Efter Nice bliver anden og tredje søjle bevaret. Det må vi korrigere. Det er mellemstatsligt samarbejde, hvis vi nu ser på fremtiden. Mellemstatsligt samarbejde betyder ikke bare, at vi ikke er handlekraftige, mellemstatsligt samarbejde betyder også, at der ikke er nogen demokratisk parlamentarisk kontrol og ingen efterprøvning ved Domstolen. Derfor er det mellemstatslige samarbejde ikke kun udtryk for manglende handlekraft, det er også i modstrid med vores værdier for demokrati og retssamfund. Derfor skal vi ændre det for fremtiden! (Bifald) Fru rådsformand, lad mig afslutningsvis sige, at De har præsteret en del under Deres formandskab. Der vil jo komme et andet tidspunkt, hvor vi skal bedømme det, f.eks. hvad åbenhed og lignende spørgsmål angår. For vores gruppe er det imidlertid afgørende, hvordan den fortsatte metodiske udformning af fremtiden foregår. Vi forventer, at der i Göteborg ikke opstilles forhindringer for, at der i Laeken træffes beslutning om et konvent, tværtimod forventer vi, at Göteborg vil pege fremad mod gode beslutninger i Laeken, så vi kan gå ind i den europæiske fremtid på basis af et konvent. Fru formand, jeg vil ikke give Dem en gave, men det er ikke, fordi jeg har noget mod den røde farve. Farven i sig selv er smuk. Indholdet, når det bliver benyttet politisk, er nogle gange ikke så acceptabelt. De talte selv om en rød klud, som jo ikke altid er så eksemplarisk. Men vi ønsker Dem held og lykke i Göteborg! Hvis De har succes, er det vores fælles succes. Derfor, held og lykke i Göteborg! (Bifald) |
|
||||||||||||||||||||||||