Taler

Den transatlantiske dialog




Elles (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, det er en vigtig forhandling at afholde på dette kritiske tidspunkt efter Bush-regeringens første par måneder ved magten, med præsident George Bushs besøg i Göteborg i juni og med Kommissionens første tanker om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvor står vi så i dag? Vi har en rettidig meddelelse, der påpeger bredden og væksten i det transatlantiske forhold fra erklæringen i 1990 til den nye transatlantiske dagsorden i 1995. Den vil fortsat dække et voksende antal emner, og vi vil sandsynligvis komme til at se en konsolidering af tanker om den monetære dialog og andre aspekter.

For det andet indeholder meddelelsen idéer til en effektivisering af processen. For det tredje understreger den vigtigheden af at involvere det civile samfund og opbygge parlamentariske forbindelser. Men jeg tror, at vi gør klogt i at spørge os selv, om disse perspektiver virkelig er tilstrækkelige for de kommende fem år. Fælles økonomiske interesser og problemer er i stigende grad globale og ikke bilaterale, mens regionaliseringen i stigende grad ses som et alternativ til WTO og multilateralisme.

USA's sikkerhedsmæssige interesser går i retning af Stillehavet, selv om NATO og EU's udvidelser vil nødvendiggøre transatlantiske politiske tiltag i de kommende måneder. Det er vanskeligt at definere fælles strategiske interesser i forhold til f.eks. Ukraine. I lyset af disse aspekter er min gruppe skuffet over meddelelsen. Der er mere tale om en lageropgørelsesøvelse end noget, der vil fremme et bredere transatlantisk partnerskab fremover.

Hvorfor skal vi f.eks. have færre topmøder, hvis der bliver flere og ikke færre punkter at diskutere? Hvordan prioriterer man dagsordenen, hvis man allerede har opstillet otte strategiske temaer? Hvordan inkluderer man den amerikanske Kongres og Europa-Parlamentet i rammerne uden at formulere tanker om en sådan integration? Meddelelsen nævner en interparlamentarisk forsamling. Det er ikke det, det er. Det er en delegation, der har omdannet sig til Transatlantic Legislators' Dialogue.

Der er således behov for at tænke bredere for at udvikle det transatlantiske partnerskab inden 2004. Det er på tide at gå væk fra den ensformige massegodstankegang. Jeg tror, at der netop nu er behov for noget mere visionært. Først og fremmest bør vi afstikke grunden for et bredere transatlantisk partnerskab. Hvorfor ikke sørge for at bringe fornyet energi ind i den transatlantiske erhvervsdialog? Det er vanskeligt. Hvorfor ikke overveje et årligt atlantisk topmøde mellem EU, USA og NATO, for politik, økonomi og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen.

Dernæst bør vi følge idéerne i Houston-erklæringen fra den amerikanske Kongres og Europa-Parlamentet og i højere grad involvere det parlamentariske samfund i topmødeprocessen. Sidst, men ikke mindst bør vi udnytte topmødet med George W. Bush til at udarbejde en dagsorden for perioden frem til 2004 til at skabe et dybere transatlantisk partnerskab samt til at opfylde den målsætning, som Rådet og Kommissionen har opstillet.